Gæsteblog:
New Zealand
de bedste vandreruter du kan gå

Vi er glade for at kunne præsentere det første indlæg fra vores gæstebloggere Mads og Camilla, der har udforsket New Zealands natur. Rigtig god læselyst:

 

VANDRERUTER, NEW ZEALAND

 

Hej, vi er et ungt dansk par, der lever for at rejse. Inden vores rejse startede i september 2014 stiftede vi siden Backpackerne.dk, som er til alle der rejser på budget og elsker eventyr. Vi har rejst i både Asien, Oceanien, Mellem- og Sydamerika.

Der er ikke noget der kan tilfredsstille os mere, end når vi langt om længe står på toppen af et bjerg og føler os som de mindste mennesker på jorden.

Det er ofte vi bruger flere timer hvis ikke dage på at nå toppen af et bjerg, også selvom vi skal slide og slæbe os selv gennem jungler, over store sten eller krydse floder.

For når vi endelig står på toppen og kigger hinanden i øjnene, ved vi, at det har været det hele værd.

Følelsen af, at vi har kæmpet os hele vejen op, og gjort os fortjent til at få en udsigt alle ikke kan få, medmindre de gør det samme som os, er en af grundende til at vi elsker det.

Vi havde længe drømt om at rejse til New Zealand netop af den grund, at der er et utal af vandreruter at vælge imellem.

Nu har vi været der, vi har vandret landet tyndt og vi elskede det. Derfor vil vi gerne give vores bud på de bedste vandreruter du absolut skal gå, når du rejser dertil!

 

Allianz Global Assistance - Mt. Ngauruhoe new Zealand

Mt. Ngauruhoe der nok bedst er kendt som Mt. Doom i Ringenes Herre

 

Tongariro Alpine Crossing

En af de vandreruter der ligger højt på listen er Tongariro Alpine Crossing, bedre kendt som vandreruten gennem Mordor, også selvom vi ikke havde særlig godt vejr.

Vi brugte lige knap 6 timer på at gå 20 km fra ende til anden, og blev taget gennem et af de mest specielle vulkanlandskaber vi længe har set.

Det er vandreruten selv kiwierne kalder for New Zealands flotteste endagstrek - og det er ikke for sjov.

Gennem en storslået dal fyldt med tuegræs ramte vi Devil's staircase, der ledte os videre om på bagsiden til et højere plateau mellem vulkanerne ca. 1600m over havets overflade.

Desværre endte vi midt i skyerne da vi nåede toppen, og fik desværre ikke de bedste udsigter over de tyrkise søer og det røde krater - men de udsigter vi fik på vejen op og ned var helt fantastiske!

Derfor anbefaler vi bestemt alle andre at gå vandre ruten, men hold øje med vejret og sørg for at gå den på en flot solskinsdag!

 

Allianz Global Assistance - Lake MacKenzie New Zealand

Lake MacKenzie og en paradise duck

 

Great Walk: Routeburn Track

Vi elsker bjerge, og derfor elsker vi også Routeburn. Vi ventede i over 4 dage på at vejret skulle klare op, og vandreruten levede op til alle vores forventninger.

På det første stykke mellem The Divide og McKenzie Hut, er der en kort vandretur til Key Summit. Det er helt klart værd at bruge de ekstra kræfter på at komme til toppen af Mt. Key og se 360° ud over Hollyford-dalen.

Stykket der gør Routeburn til en af New Zealands bedste vandreruter, er det mellem Lake MacKenzie Hut og Routeburn Falls Hut. Her kommer du for alvor op i højderne og hele dagen følges du af kæmpe bjerge, alpine planter og du kan altid se en håndfuld tordnende vandfald.

Hvis du er til uberørte bjerglandskaber og tårnhøje vandfald, så er Routeburn lige det du leder efter, og så gør det heller ikke noget at du kan sove i nogle af verdens bedst placerede hytter undervejs!

 

Allianz Global Assistance - Abel Tasman Track, New Zealand

En typisk udsigt på Abel Tasman Track

 

Great Walk: Abel Tasman Coast Track

Hele Abel Tasman Coast Track'et løber langs Sydøens nordlige kyst og er derfor spækket med gode udsigter over det tyrkisblå hav og hvide sandstrande.

Abel Tasman er specielt god til dig der ikke ønsker de store udfordringer, men bare vil have en smuk og relativ let vandretur.

Udover hele tiden at være i selskab med kridhvide strande, har du gode chancer for at se weka'en - en af New Zealands karakteristiske fugle. Vi så 15-20 weka'er, de lokale kalder "Poor Man's Kiwi".

En anden populær og fed måde at udforske de lidt mere afsides og hemmelige strande langs Abel Tasman, er ved at leje en kajak og ro hen til din helt egen private strand. Ikke en dårlig måde at bruge en eftermiddag i New Zealand!

 

Allianz Global Assistance - Isthmus Peak

Stien mod toppen af Isthmus Peak

 

Isthmus Peak: En Erstatning For Kepler Track

Isthmus Peak endte med at være den mest overraskende af alle vores vandreture i New Zealand.

I modsætning til den uber populære Roy's Peak Track ved siden af, hvor du skal stå i kø for at tage billeder på toppen, får du hele bjerget for dig selv.

Selve turen op er moderat sværhedsgrad, men du skal forberede dig på at gå opad, uden undtagelser, i godt og vel 1½ - 2 timer. Den sidste kilometer går du kun langs bjergryggen, så du har et uforstyrret blik over hele området omkring Wanaka og søerne.

Hvis du ikke har tid, penge eller lyst til at gå Kepler Track, så er Isthmus Peak en god erstatning der giver mange af de samme typer udsigter.

 

Allianz Global Assistance - Hooker Valley, New Zealand

Udsigterne på Hooker Valley Track er nogle af de mægtigste i New Zealand

 

Hooker Valley Track Til Foden Af Mt. Cook

New Zealands klart mest ikoniske bjerg, Mt. Cook, er den eneste grund du behøver for at være overbevist om at du skal gå Hooker Valley Track.

Vandreturen er pandekageflad hele vejen og du kan både se gletsjere kælve på bjergtoppene og det mægtige Mt. Cook i horisonten. Det tager ca. en time at nå til gletsjersøen der ligger for foden af bjerget.

Fordi vandreturen er så let og udsigterne er ude af denne verden, har du ingen undskyldning for ikke at gå Hooker Valley hvis du kommer til Mt. Cook. Stol på os når vi siger at du skal gå den her vandretur - det er et minde for livet!

 

Allianz Global Assistance - Mitre Peak, New Zealand

Solnedgangene i New Zealand er intense, at stå her foran Mitre Peak siger vel det hele.

 

New Zealands Natur Venter På Dig

At stå og se med egne øjne hvordan naturens kræfter har skabt noget, vi mennesker med længder ikke er i stand til, er både skræmmende og fantastisk på samme tid.

Men det er netop vores drivkraft og grunden til, at vi gang på gang tager rygsækken og vandreskoene på.

Vi har kun nævnt en håndfuld af landets utallige vandreture her, men der er langt flere at vælge mellem. Du kan ikke undgå at komme ud og gå nogle af dem, og specielt dem vi har nævnt her må du ikke snyde dig selv for.

Hvis du elsker at være ude i naturen og vandre, er New Zealand det ultimative land at rejse til.

Så på med vandreskoene og spænd rygsækken for New Zealands natur opleves bedst med lidt sved på panden!

 

Flere blog-indlæg

Inspiration og tips til fodboldrejser i Europa

5 af de bedste amerikanske 
flodkrydstogter

Top 10 oplevelser i USA



Populære forsikringer

______________________________________________

Hvordan kan vi hjælpe?

Millioner af mennesker sætter deres lid til os! Med 1 sagsbehandling hvert 2. sekund er Allianz Global Assistance førende i verden inden for rejseforsikring og -assistance. Med et bredt udvalg af dækning for enkeltpersoner, par og familier med dækningsmulighederne Backpacker, Vintersport, Enkeltrejse eller Årsrejseforsikring er du dækket 24/7 med vores globale netværk.

FØLG OS OVER HELE VERDEN

Allianz Global Assistance - Worldpay-logo

Allianz Global Assistance rejseforsikring er tegnet af AWP P&C S.A. - Dutch Branch, opererer som Allianz Global Assistance Europe med kontorer på Poeldijkstraat 4, 1059 VM Amsterdam, Nederlandene. Registreret ved de hollandske myndigheder for de finansielle markeder (AFM) nr. 12000535, selskabsnr. 33094603.

AWP P&C S.A. er autoriseret af Autorité de Contrôle Prudential i Frankrig og er reguleret af det danske Finanstilsyn i forbindelse med udførelsen af forretninger Danmark.